Mandag d. 9. marts 2009
Alliance mellem to kendte specialister skaber ny turnkey-leverandør til procesindustrien
ACO-SERVICE A/S og AN GROUP A/S indgår i dag, den 9. marts 2009, en aftale, hvori de forpligter sig om et samarbejde som leverandør af komplette produktionstekniske løsninger til procesindustrien.
Den ene part, ACO SERVICE, er specialist i design, udvikling og installation af procesanlæg i rustfrit stål. Den anden part, AN GROUP, er et ingeniørhus med speciale i nøglefærdige projekter inden for bl.a. produktionsoptimering.
Som aktive leverandører til fødevare-, medicinalvirksomheder og den kemisktekniske industri har begge virksomheder stor ekspertise inden for procesindustrien. Firmaernes individuelle specialer giver tilsammen en synergi, der bidrager til en væsentlig effektivisering af kundens produktionsprocesser – fra ordrehåndtering til produktion.
Medspiller fra idéfase til driftsklart anlæg
Under navnet ”AN-ACO – Global Process Partner” vil de to internationalt aktive virksomheder tilbyde sine samlede kompetencer inden for avancerede procesanlæg. Kompetenceområdet starter fra specifikation af opgaven, over udvikling, produktion og dokumentation til installation og idriftsættelse af færdige anlæg. En typisk leverance omfatter produktions-IT, procesudstyr, automation, el, montage og den efterfølgende service.
Globale indkøb bliver kundens økonomiske fordel
AN-ACO har via sine globale samarbejder adgang til kvalificeret arbejdskraft til endog meget konkurrencedygtige priser. Desuden råder alliancen over professionelle indkøbere, der i alle henseender udvælger den optimale kombination af pris og kvalitet. Det gælder ikke alene arbejdskraft, men også materialer og fremstilling. Det er AN-ACOs helt klare praksis, at besparelser, opnået gennem innovative indkøb, altid skal komme kunderne til gode i form af mærkbare prisreduktioner.
Ansvaret placeres ét sted
AN-ACO påtager sig gerne ansvaret for den samlede entreprise. René Hansen, administrerende direktør hos ACO-SERVICE, udtrykker det sådan: ”Når en procesvirksomhed indgår en aftale med os om leverance af en komplet proceslinje, en renovering eller en delleverance, leverer vi først og fremmest en sammenhængende løsning, hvor den mekaniske del forenes med den el-tekniske. Alliancen sikrer, at der altid kun vil være ét sted at placere ansvaret for løsningen – og det er hos AN-ACO”.
Succesfuld tyvstart på samarbejdet
ACO-SERVICE og AN GROUP har allerede arbejdet uformelt sammen på flere internationale projekter i den seneste tid. Gode erfaringer herfra har ført til beslutningen om nu at gøre samarbejdet formelt. ”De to firmaers samlede kompetencer har vist sig at give kunden en særlig god leverance med sikkerhed for, at projektet gennemføres til aftalte tid og pris”, siger AN GROUPs direktør, Ole Okkels.